Sanatorium Dr. Barner i Braunlage

I hygiejnens tidsalder

I slutningen af det 19. århundrede var samfundet stærkt præget af tuberkulosen. Lungesygdommen, der på det tidspunkt endnu ikke kunne behandles medikamentelt, blev opfattet som civilisationssygdom. Hvis man som syg havde penge nok, kunne man modtage behandling på sanatorierne i Alperne. Kun et langvarigt sanatorieophold á la Thomas Mann gav mulighed for helbredelse.

Sanatorium Dr. Barner i Braunlage er en af de mest betydningsfulde jugendstilsbygninger, der er bevaret i Tyskland. I 1900 erhvervede filologen og medicineren Dr. Friedrich Barner to trævillaer bygget i typisk regional stil oven over selve byen. Her åbnede han et ”Rekonvalescenthjem for de højere klasser”.

Blandt de patienter, der kom dertil for at blive helbredt og rekreere sig, var i 1904 Albin Müller, lærer i rumkunst og formlære på Kunstgewerbeschule Magdeburg og senere leder af kunstnerkolonien Mathildenhöhe i Darmstadt. Under sit ophold der sluttede han venskab med sanatoriets leder, og det gav bonus for arkitekten: Friedrich Barner gav ham som opgave at bygge en ekstra bygning.

Albin Müller udarbejdede et trefløjet anlæg ved at forbinde de to eksisterende villaer med en repræsentativ midterbygning, der blev færdig i 1914. Det helt specielle ved dette sanatorium åbenbares imidlertid først indvendigt: Albin Müller designede hele indretningen samt møbler, træinteriør, trappeopgange, vægbeklædning, tapeter, lamper, service og bestik i den sene jugendstil. Det meste af dette er bevaret. Hvert enkelt rum gør indtryk med en særlig materiale- og farvesammensætning.

Ud over materialer som marmor og massivt træ blev det på det tidspunkt helt nye linoleum anvendt: Ikke kun mange gulvflader, men også vægge blev forsynet med linoleum - de såkaldte Linkrusta-tapeter. Dette materiale havde hygiejniske fordele, men det betød ikke, at der blev gået på kompromis med æstetikken: Takket være intarsiaprocessen, hvor farverige og ornamentale mønstre indarbejdes i linoleumsbelægningen, var det muligt at fremstille individuelle designs efter Albin Müllers skitser til sanatoriets gulve og vægge.

I Sanatorium Dr. Barner ligger der stadig originale linoleumgulve med intarsia på knap 1.300 m².

Linoleum i jugendstil

Sanatorium Dr. Barner ligger i Braunlage, et kursted med helbredende klima og et vintersportssted i Harzen. Privatklinikken, der blev åbnet i år 1900, omfatter to villaer i historisk stil samt en udvidelse i form af en forbindelsesbygning fra 1914. Stedet fungerede som ”Rekonvalescenthjem for de højere klasser“. Det såkaldte midterhus i sanatoriet blev bygget af Albin Müller, der senere blev leder af kunstnerkolonien Mathildenhöhe i Darmstadt. Det er et af de mest betydningsfulde vidnesbyrd om den sene tyske jugendstil.

 

 

Linoleumintarsia

Til gulvene blev der anvendt linoleumintarsia, der var blevet opfundet omkring århundredeskiftet. Ved hjælp af denne metode kunne der anbringes farverige og ornamentale mønstre i linoleumsbelægningen. De blev udført efter Müllers skitser med flerfarvede, kontrastrige mønstre beståede af geometriske og organiske former, tolv til gulvene og tre til Linkrusta-tapeterne. Det er ikke noget tilfælde, at Albin Müller selv har udformet linoleumsgulvene. Ligesom Peter Behrens eller Albert Gessner havde han generelt et tæt samarbejde med industri og håndværk, når det drejede sig om udformningen af hans egne skitser i former egnet til industriel anvendelse. Med rette anses disse tre tidlige designere for at være pionerer inden for den moderne produktudformning.

Objektinformation

Arkitekter: Albin Müller, Dittersbach
Deltagere i planlægningen: Anker-Linoleumwerke,
Delmenhorst (linoleumsgulve og Linkrusta-tapeter)
Bygherre: Dr. Friedrich Barner, Braunlage
Færdiggørelse: 1914
Placering: Doktor-Barner-Straße 1, Braunlage
Billedmateriale: Sanatorium Dr. Barner i Braunlage

Im Presshaus für Inlaid-Linoleum, 1930

Næsten hele bygningen er udstyret med linoleumsgulve og linoleumstapeter, de såkaldte Linkrusta-tapeter. Disse er også stort set bevaret i dag som nogle af de eneste i Tyskland. I denne periode gjorde den medicinske verden sig i høj grad tanker om hygiejne. Til klinikken viste linoleumsgulve sig at være ideelle, for de var forholdsvis lette at rengøre, de var skridsikre, relativt bløde og behagelige at gå på.